Canazei, Italien, 7.–14. januar 2023 (uge 2)
Stor, større, størst
Canazei ligger midt i verdens største skiområde, Superski Dolomiti, der giver adgang til intet mindre end 1.220 kilometer pister, hvoraf de 500 kilometer ligger lige uden for døren i Canazei. De resterende pistekilometer kan nemt nås med skibus fra Canazei. Det giver rigelige muligheder for at prøve nye pister hver eneste dag. Lifterne i Canazei er topmoderne, og dertil kommer et effektivt skibussystem (mod betaling), som kører med cirka 15 minutters interval i hele byens længde, og desuden forbinder Canazei med nabobyerne Campitello og Alba.
Canazei byder på pister i verdensklasse
Hver morgen er der nypræparerede pister i Canazei, og man finder ikke mange skiområder, hvor pisterne holdes lige så trimmede som her. Samtidig sørger et omfattende kunstsnesystem for perfekte nedfarter hele sæsonen.
Sella Ronda
Et must er Sella Ronda-turen omkring det store Sella-massiv. Her kommer du forbi Campitello og videre over passet til Val Gardena med den berømte styrtløbspiste. Med en lille afstikker kommer du til endnu en World Cup-klassiker, hvor der afvikles storslalom.
I mange henseender er turen så absolut dens berømmelse værd. Det er ikke så ofte, du får muligheden for at bjergmassiv fra alle sider, og især ikke et så brat og storslået som dette. Derudover kan stort set alle let øvede skiløberne tage turen, forudsat at de sætter en hel dag af til at komme rundt, og at de er opmærksomme på skiltningen og pistekortet.
Bossanova besøgte også Canazei i 2003.
Pistekort
https://www.skiresort.info/ski-resorts/dolomiti-superski
Der er ingen undervisning eller off-piste kørsel arrangeret af klubben på denne tur. Det er en tur hvor det forudsættes at deltagerne er nogenlunde »selfpropelled«, altså at man kan finde rundt i et skiterræn på egen hånd, og hold et rimeligt tempo på rød piste. Det betyder ikke du skal være supergod på ski, og vi tilstræber selvfølgelig at vi følges ad i større eller mindre grupper. Er du i tvivl om dit niveau, så spørg gerne.
Byen
Canazei ligger så langt mod syd, at der altid er gode chancer for at nyde pisterne og den smukke udsigt i solskin. Stemningen i Canazei er en skøn blanding af det bedste fra Østrig og Italien. Afterskiing i rustikke hytter og kældre med store fadøl, som vi kender det fra Østrig eller roligere i en lille vinstue, hvor der er mulighed for at prøvesmage specialiteter fra det nordlige Italien.
En af de store glæder ved en skiferie til Canazei, og i resten af Dolomitterne, er at spise på bjerget. Kombinationen af kvalitet, service og overkommelige priser giver faktisk en af de bedste restaurantscener i ski-verdenen. Det ville være en skam ikke at unde sig selv mindst et par store frokoster i terrænet ved pisterne i løbet af din skiferie.
Hvorfor er restauranterne så gode? Til dels skyldes det, at kokken i køkkenet eller personen bag kassen ofte er ejeren selv. Med chefen dagligt til stede er der stor sikkerhed for, at resten af personalet gør deres bedste. Alle er på stikkerne, og det giver bedre kvalitet hele vejen rundt. Men hovedårsagen til de gode spisesteder i Dolomitterne er kvaliteten af ingredienserne og de rige kulinariske traditioner i regionen. Her blandes det italienske køkken med arven fra både det østrig-ungarske imperium og ladinerne, der boede i disse egne længe før nogen anden. Det kan man se på de mange forskellige slags lækre retter på menuen. De lokale oste, figner, hjort, skaldyr, oksekød, byg, ris, gnocchi, pasta, og så er den lokale vin også dejlig. Den eneste ulempe ved en skiferie her er, at du risikerer at blive kræsen.
Og i øvrigt, så er priserne omtrent halvdelen af det, du betaler på de fleste førsteklasses-restauranter i Frankrig.
Hotel Bellevue
Hotel Bellevue er opført i italiensk alpestil med et smukt og farverigt indvendigt design (indretningsarkitekt på syretrip).
Halvpension er inkluderet i opholdet, og du kan forvente en stor morgenmadsbuffet inden, du skal ud og give den gas på pisterne.
Blot 150 meter fra hotellet, ligger Canazei’s anerkendte og smukke skovpist, som fører hele vejen ned til byen.
Med en central placering i byen, behøver man sjældent at gå langt under opholdet på Hotel Bellevue.
Her er wellness-område, mini-biograf, piano-bar og spillehal. Brug af wellness-faciliteter koster 8 € per time, som betales i receptionen.
Se mere her: https://www.danski.dk/skiferie/italien/canazei/hotel-bellevue
Transport med fly
Norwegian fra Kastrup, vi kender ikke tiderne endnu.
Pris
9.750 kr. per person i dobbelt værelse.
10.650 kr. i enkeltværelse (2 stk. tilgængelig).
13.250 kr. i dobbelt værelse som enkeltværelse.
Hvis 3 personer i dobbelt værelse: -200 kr. per person.
Prisen inkluderer:
- Fly fra/til København
- Transfer
- Ophold i dobbelt- eller enkeltværelse
- Halvpension
- Liftkort 6 dage – hele området Dolomiti Superski
- Guideservice
Vi tildeler værelserne efter først til mølle princippet, i.e. der er plads til 20 i dobbeltværelser, og 2 i enkeltværelser.
Ønskes enkelt værelse når de to er booket kan man få et dobbeltværelse som enkeltværelse mod tillæg på 3.500 kr.
Pris for ski med fly 450 kr., skal bestilles på forhånd.
Rabat på liftkort hvis fyldt 65: 250 kr.
Rabat uden liftkort: 2.400 kr.
Skileje
Kommer senere.
Tilmelding og betaling
Tilmeldingsfrist 1. september 2022 – men gerne før.
Udfyld venligst tilmeldingsskemaet og send det til Søren Gudmann på soren@bossanova.dk
Du er tilmeldt når jeg har modtaget tilmeldingsskema og din indbetaling af depositum på 1.755 kr. (sjovt beløb for at skelne fra depositum til den anden sydtur).
Der indbetales til reg.nr. 6610 konto nr. 0002836236, med følgende info i beskedfeltet: ”Depositum uge 2”. Husk at angive navn/navne ved alle indbetalinger.
Restbeløbet skal indbetales senest d. 01.11.2022, med følgende info i beskedfeltet: ”Restbeløb uge 2”.
For at deltage på turen, skal du være medlem af Bossanova og have betalt kontingent for sæsonen 2022/2023. Er du endnu ikke medlem, kan du læse mere om, hvordan du bliver det, på siden »Bliv Medlem«
Du skal desuden være opmærksom på, at klubben som udgangspunkt ikke tilbagebetaler det indbetalte ved eventuelt afbud. Kun hvis pladsen kan afsættes til en anden deltager uden omkostninger.
Afbestilling
Overordnet gælder:
- Ved afbestilling senest 60 dage før afrejsedagen mistes det indbetalte depositum samt evt. afbestillingsforsikring.
- Sker afbestilling senere end 60 dage før afrejsedagen og senest 14 dage før det i rejsedokumenterne anførte afgangstidspunkt, har rejsearrangøren ret til at beregne sig DKK 50 % af rejsens totale pris.
- Sker afbestilling senere end 14 dage før afrejse, har rejsearrangøren ret til at beregne sig 100 % af rejsens totalpris i afbestillingsgebyr.
Se også de fulde betingelser her https://www.danski.dk/alt-om-rejsen/info/rejsebetingelser
Forhåbentlig er vi færdige med corona restriktioner etc. i januar 2023, men det er den rejsendes ansvar at følge med i regler og restriktioner relateret til lufthavn, fly, destination etc.
Forsikring
Hjemrejse/ulykkesforsikring er dækket af dit medlemskab af Bossanova Skiklub under Dansk Skiforbund og Danmarks Idrætsforbund. Familiemedlemmer over 18 år uanset om de er hjemmeboende, skal være et selvstændigt medlem i klubben for at være dækket.
Se www.idraettensforsikringer.dk for forsikringsbetingelserne.
Kontakt Tryg eller DIF for at høre nærmere. Afbestillingsforsikring kan du bestille hos dit eget forsikringsselskab.
Arrangør
Søren Gudmann, soren@bossanova.dk, tlf. 28762908
DANSKI